Fraklip

Noteapparetet på min telefon fortæller mig, at jeg havde nogle tanker for fire måneder siden.

-

Jeg er behandlingskrævende, siger planchen på kontoret hos CVI. Min nye hylde hedder "Grad 5 - syg i udtalt grad". I terapigruppen har jeg PTSD, men derhjemme vender jeg mest bare på vrangen. Jeg forestiller mig hvordan min hjerneaktivitet må ligne det der spil i Tivoli, hvor man med en skumkølle skal slå muldvarpe i hovederne, når de hopper op af et vilkårligt hul. Altså, så rammer man jo rent engang i mellem, men det er vist mere held end forstand.

Mere held end forstand.

Det er vel i virkeligheden sådan de fleste af mine dage fungerer, men jeg får at vide, at sådan må jeg ikke tale om mig selv. Jeg er nemlig klog og alt muligt, og det er slet ikke mærkeligt eller dumt eller noget jeg skal hidse mig op over, når min hjerne ikke virker. Det bliver bedre. DET GØR DET ALTSÅ. Det lover man.

Det er flot

DU MÅ IKKE SLÅ. Jeg vågner midt i de ord, jeg skriger ind i hovedet på min, nu ikke længere sovende, kæreste. Halvt ved bevidsthed og helt i panik, finder jeg tilbage i min krop. Sekundet føles som et fucking lysår. Det er okay, han er lige her, jeg skal ikke være bange. Jeg kan ikke huske, om det var der midt om natten eller først den følgende morgen, jeg fortalte ham hvad jeg drømte. Jeg drømte om min mor.

De ord er før blevet skreget i afmagt, men ved fuld bevidsthed. Og alt muligt andet. Så for ikke så længe siden, skulle jeg have medicin. Nu skal jeg have mere medicin.

PTSD. Depression. Alle de forpulede mareridt, der håner og hjemsøger min nattesøvn. Man ser på mig med omsorgsfulde øjne, og siger, at hun gjorde mig ondt. Og de gjorde mig ondt. At jeg gerne må være vred. Og ked af det. Og alle de der følelser, man kan lide at forestille sig, at jeg nok har. Det er mere trygt sådan, med et mønster. Redegørelse, analyse, konklusion. Det forstår man jo. Det gjorde jeg også selv engang.

Jeg klarer det flot. Det siger man også. Jeg tager ikke stoffer eller kviklån, jeg er her bare.

Farven grå og den dansende pose

Det er noget spøjst noget, det der med efteråret. På de mest ubarmhjertige dage, er det næsten umuligt at forestille sig, at det nogensinde bliver lyst og let igen. At det i virkeligheden nogensinde har været det. Når nuancerne er væk, og der kun er grå tilbage.

Det er noget spøjst noget, det der med det grå. Når det hele er visket væk og det grå til forveksling ligner den kugle jeg altid har haft indeni - måske et sted bag navlen, sådan føles det i hvert fald. Det er faktisk ikke fordi, jeg ikke kan lide det. For det meste er der noget genkendeligt og trygt i, at vejret spejler sig i noget jeg altid har kendt.  Den der smukke og rå melankoli der opstår, når verden skal omstille sig fra en tilstand til en anden.

Det er noget spøjst noget, det der med melankoli. Jeg føler mig ikke tynget af det. Omfavnet, måske? Som en slags blød og omsluttende accept af, at det grå findes indeni og udenpå. Det føles en slags… Elektrisk. Roligt. Ærligt og rent, når alle lagene er skrællet af. Og så tænker jeg mest på dengang, nogen skrev en monolog i en film, og forstod alting jeg nogensinde havde følt;

"It was one of those days when it's a minute away from snowing and there's this electricity in the air, you can almost hear it. Right? And this bag was just dancing with me. Like a little kid begging me to play with it. For fifteen minutes. That's the day I realized that there was this entire life behind things, and this incredibly benevolent force that wanted me to know there was no reason to be afraid, ever. Video's a poor excuse, I know. But it helps me remember... I need to remember... Sometimes there's so much beauty in the world, I feel like I can't take it, and my heart is just going to cave in." (American Beauty, 1999)

Og så var det mest bare sådan en dag. Og det er okay.

På godt, på ondt, på Amager

Jeg sidder og kigger rundt. Midt i den yderst sparsomme klat kvadratmeter, som giver anledning til flere tanker end de fleste andre rum jeg befinder mig.

Her er så småt. Fra min skrivebordsstol kan jeg se hele lejligheden; stuen med tekøkkenet, entréen, badeværelset, altanen. Al den tilgængelige plads er opslugt af mere eller mindre vigtige ting af mere eller mindre tvivlsomt materiale.

Her roder også. Mest fordi at det er mig der ansvarlig for tingenes plads, og jeg har jo aldrig sådan helt overordnet set aldrig været udpræget struktureret. Pladerne står dog i alfabetisk orden, så jeg ikke bliver svimmel og får ondt i maven.

Det er ikke mit hjem. Det er her jeg bor, men det er ikke et rigtigt hjem. For mig. Engang var det en redningsplanke; uden begrænset lejeperiode, og ikke en sovesofa i et hus der dannede rammen om en historie som ikke får flere kapitler. 

Men det er her jeg er. Et lidt umage stoppested mellem to meget lange kapitler i min lillebitte historie. Og i dag roder her endda lidt mindre, fordi lyset var rigtigt og modet lidt større, og så gav det bedre mening. At rydde op i noget.